Kom for sent hjem til Kærshovedgård: ”Man må sørge for at have styr på sine ting”

Vestre Landsret: En udmålingsanke i en sag om udvisning af en irakisk mand blev gennemført, selvom den tiltalte kom for sent til retsmødet.

Af Agnes Refstrup Richtendorff 57852@dmjx.dk

En høj, skaldet mand stikker hovedet ud ad døren til retslokale M. Han kigger ned på sit armbåndsur. ”Jeg tror ikke, at han når det,” siger han, mens han drejer hovedet tilbage mod lokalet. 

Klokken 13:00 er en sag om overtrædelse af meldepligt planlagt til at gå i gang i Vestre Landsret i Viborg. Da klokken nærmer sig 12:40, er den tiltalte stadig ikke dukket op. 

De tilstedeværende kan tælles på én hånd.

I den ene side af retslokalet er den skaldede anklager, der briefer en trippende retssekretær.

I den anden en forsvarsadvokat med et alvorligt blik og en stram, mørk hestehale. Ved siden af hende sidder en indkaldt tolk dybt begravet i sin mobil.

Efter et opkald til den tiltalte, viser det sig, at han er mødt op i Retten i Herning, hvor sagen kørte første gang. ”Han prøver at få fat i en taxi,” fortæller forsvarsadvokaten til retssekretæren og den skaldede.

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner

Da retsmødet går i gang, sætter forsvarsadvokaten dommerne og domsmændene ind i situationen. Anklageren vil have afvist sagen om skyldsspørgsmålet. Den skaldede får lov til at komme med en kommentar: ”Jeg vil henvise til en kendelse, der siger, at en forsinkelse på blot 15 minutter er nok til at afvise en ankesag.” 

Han nævner dog, at anklagemyndigheden ønsker at fastholde deres udmålingsanke.

Retten voterer og ender med at afvise den tiltaltes ankesag, selvom han er på vej, og med den alvorlige forsvarsadvokats ord ”var mødt op i god tid i Herning”. En intention om at dukke op holder altså ifølge landsretten ikke. 

Et forsinket tog og en død mobil

Efter en pause kommer den forsinkede irakiske mand sjoskende ind i retslokalet sammen med tolken. Han beholder den lange, sorte vinterjakke på.

Irakeren, der grundet en tidligere udvisningsdom bor på Udrejsecenter Kærshovedgård, er da netop også tiltalt for at komme for sent.

På udrejsecenteret har han jævnfør Hjemrejseloven tilstedeværelses- og meldepligt og skal derfor være hjemme klokken 23:00. Forsinkelser skal meddeles til personalet. 

Ved et besøg hos den tiltalte irakers børn i Odense var toget hjem til Kærshovedgård forsinket. Irakerens mobil var løbet tør for strøm, og den alvorlige forsvarsadvokat forklarer, at han prøvede at lade den op i toget, så han kunne give besked.

Først klokken 23:08 når han at sende en besked. Klokken 23:29 er han tilbage på udrejsecenteret. 

Lov er lov

Forsvarsadvokaten beder retten lægge vægt på, at forsinkelsen kun var på 8 minutter. ”Min opfattelse er, at vi har at gøre med en bagatel,” fortæller hun, inden den skallede anklager får lov at tage over. 

Han begrunder sin påstand om en skærpet strafudmåling: 20 dages fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år i stedet for blot 14 dage og en advarsel.

”Man må sørge for at have styr på sine ting. Tage et tidligere tog eller have strøm på sin mobil ligesom alle andre togpassagerer.” Undervejs lægger han armene over kors. ”Det er en firkantet lovgivning, men sådan er det. En forsinkelse er en forsinkelse, og en overtrædelse er en overtrædelse,” tilføjer han. 

Ikke blot en bagatel

Ved domsafsigelsen stadfæster landsretten byrettens dom om 14 dages ubetinget fængsel. De vælger dog at udvise irakeren af Danmark med seks års indrejseforbud i stedet for blot at advare herom.

Påstanden om en bagatelagtig uagtsomhed holdt altså ikke.

Udrejsecentrenes beboere må sørge for at være et skridt foran, så de ikke risikerer at overtræde deres meldepligt.  

This article was written by 57852